Lederskab

Oprettet den 19. marts 2013 · Oprettet i Artikler

Lederskab

 
Man mener i dag, at cirka 80% af en hunds adfærd kan tillægges miljøet, altså dit ledeskab, hvorimod kun cirka 20% tillægges gener eller arvelighed. Det er naturligvis en selvfølge, at hundens basale behov skal opfyldes, og her drejer det sig ikke kun om mad, drikke og lufteture, men i en høj grad også om fred og ro, eventuelt hundes eget fredsted, korrekt stimulering, forståelse af racens egenskaber, samt et vist kendskab til hundes måde at kommunikere på. Derudover skal der naturligvis tages hensyn til hundens alder, blandt andet til hvalpeimmuniteten og dens betydning, idet en hvalp ikke kan holdes ansvarlig for sin opførsel, før den er 7-9 måneder gammel.
 
En ansvarlig hundeejer har et velfungerende lederskab og dermed også en velfungerende hund. Men husk, at lederskab er noget, man skal arbejde med hele hundes levetid. Opdrætteren skaber hvalpen, du skaber hunden.

Lederskab opbygges ved at:

  • Tage ansvar for hunden, så den ikke føler sig utryg eller usikker.
  • Kommunikere korrekt med hunden.
  • Stille krav til hunden, som den er i stand til at opfylde.
  • Have en rolig og velafbalanceret omgang med hunden.
  • Sørge for at hundes basale behov opfyldes.
  • Sørge for at hunden er velstimuleret fysisk, mentalt og socialt.
  • Aldrig at miste selvkontrollen, idet hundes tillid svækkes med det samme.
  • Sætte rimelige grænser for hunden.
  • Være konsekvent, så hunden ved, hvor den har dig.
  • En irettesættelse skal foregå forsvarligt.
  • Vende en negativ situation til en positiv.
  • Hunden stoler på, at du gør det rigtige.
  • Du er uberegnelig, men aldrig utilregnelig
      Fysisk stimulering er meget vigtig for din hund, og alle voksne hunde skal som minimum fysisk stimuleres 1½ time om dagen. Dette gælder naturligvis ikke for hvalpe og unghunde. Langt de fleste racer har et relativt stort behov for fysisk stimulering, og bliver dette ikke opfyldt, bliv er din hund understimuleret. Understimulering kan føre til en stresstilstand hos din hund, der ændrer din hunds adfærd som for eksempel at jage sin egen hale, blive destruktiv, hyperaktiv og så videre. Hvis hunden bliver motioneret alt for meget i forhold til racens behov, kan det modsatte ske, nemlig overstimulering. Dette er også en stresstilstand, og adfærden vil typisk være den samme som ved understimulering.
    Mental stimulering er et faktum i hundes liv, men behovet kan dog variere fra race til race og fra individ til individ. Mental aktivering kan for eksempel være søgeøvelser. I stedet for at få maden serveret i en madskål, kan foderet drysses ud på et passende areal i haven. Hunden er nu nød til at arbejde ved bruge sin næse, hvis den skal have mad. Endvidere kan der lægges et spor som hunden skal følge, laves problemløsninger som hunden selv skal løse, eller der kan mentalstimuleres ved ganske almindelig lydighedstræning. Lav gerne noget varierende med hunden hver dag, så I altid har det sjovt sammen. Hunden bliver langt mere træt af selv at skulle tænke og bruge dens næse, end af at gå en lang tur. Bliver den mentale stimulering ikke opfyldt, resulterer dette også i en understimuleret og stresset hund.
    Social stimulering er et must for alle hunde i hele dens liv. Behovet for social stimulering er særdeles stort for hvalpe indtil kønsmodningen, hvor hvalpene mister deres hvalpelicens, og ikke længere bliver betragtet som den lille, der må gøre alt overfor andre hunde den møder. Der er dog nogle racer, der efter kønsmodningen ikke længere kan socialiseres frit med alle andre hunde. Det skal man som ansvarlig hundeejer, uanset hvilken race man selv har, naturligvis være opmærksom på og respektere, også på træningspladsen.

Fejlstimulering opstår, hvis hunden ikke er blevet stimuleret korrekt. Fejlstimulering giver hunden en negativ og uønsket adfærd og medfører stress.

Stress kan medføre mange forskellige negative adfærdsmønstre, og generelt kan man sige, at stort set alle adfærdsproblemer skyldes stress og/eller smerter og/eller misforståelser hund og ejer imellem. Stresstilstand udløser også ofte hurtigere og voldsommere forsvar hunden, og den får en kortere lunte. Stress kan forebygges med et godt lederskab og en rigtig stimulering.

Hunde er styret af drifter og instinkter, ikke af fornuft! 🙂

Alt dette, og meget mere, er noget jeg vil gennemgå på mine træningshold, hvor spørgsmål er til for at blive besvaret.